Ringorm
Dermatofytose (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Ringorm er en infektion i huden forårsaget af svampe. Barnet er som regel ikke generet af ringorm. Sygdommen er smitsom. En eller to ringorme kan behandles med en svampe-creme, der kan købes i håndkøb. Er der mange ringorme, bør barnet undersøges nærmere af lægen og herefter behandles med tabletter.
Ringorm er en hyppig svampeinfektion i huden. Mange børn vil - på et eller tidspunkt af deres liv - opdage et ringformet udslæt på huden. Langt den hyppigste årsag til et sådant udslæt er infektion med svampe. Man skal dog være opmærksom på, at bid af en skovflåt kan udvikle sig til et ringformet udslæt.
Barnet kan blive smittet med svamp fra dyr eller fra mennesker. Tre forskellige slags svampe kan være årsag til ringorm. De to af svampene bruger mennesket som vært, det vil sige svampen lever og overføres fra menneske til barnet. Den tredje svamp bruger dyr som vært, det vil sige svampen lever og overføres fra dyr til barnet.
Ringormen begynder som en lille plet på få mm. Den breder sig til centimeter-store runde pletter, hvor kanten er rød og skællende. Nogle gange klarer centrum af pletten op, som derved synes bleg i forhold til den røde kant, det ligner en "heksering", som den ses i græsplænen. Der kan være flere ringorme ved siden af hinanden, sådan at ringene vokser ind i hinanden nærmest som symbolet på de Olympiske Lege.
Barnet er som regel ikke generet af ringormen. Der kan dog være let kløe.