Trøske
Oropharyngeal candidiasis (Latinsk betegnelse)Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet
Trøske er en betændelse i mundhulen forårsaget af svampe. Sygdommen er meget almindelig de første måneder efter fødslen. Trøske viser sig ved mælkehvide pletter på tungen, i ganen og det indvendige af kinderne. Trøske kan smitte. Hvis ikke pletterne forsvinder i løbet af få dages behandling med danskvand, bør lægen kontaktes. Lægen kan udskrive en recept på et svampedræbende middel.
Trøske er en betændelse i mundhulen forårsaget af en svamp (Candida albicans). Barnet bliver ofte smittet ved fødslen fra moderen, da mange kvinder huser svampen i skeden. Det behøver ikke at føre til problemer for barnet, at det har svamp i munden. Næsten halvdelen af alle børn har svamp i munden uden, at det giver anledning til problemer. Kun i de tilfælde hvor svampen breder sig, opstår der trøske. Man ved ikke præcis, hvorfor nogle børn udvikler trøske. Men det er kendt, at hvis barnet bliver behandlet med antibiotika eller astmamedicin, kan der opstå trøske. Men mange børn får trøske, selv om de slet ikke får medicin.
Trøske er en forholdsvis uskyldig infektion. Nogle børn er slet ikke generet, medens andre børn har svært ved at sutte eller spise. Trøske viser sig ved mælke-hvide, let afløselige pletter eller klumper på en højrød slimhinde. Pletterne ses på den indvendige side af kinder, på tungen og i ganen. Når de hvide pletter fjernes, er den underliggende slimhinde stærkt rød og det kan bløde.
De hvide trøskepletter kan forveksles med mælkerester i mundhulen. Hvis pletterne helt forsvinder efter at barnet har drukket - for eksempel noget vand - så er det ikke trøske. De hvide pletter ved trøske lader sig ikke skylle væk - det gør mælkerester.